…debatindlæg om Projekt Røde Port med forslag om arkitektkonkurrence!
fra Peter Ditlevsen, Roskilde
Gennem århundreder har rejsende på lang afstand set Roskilde Domkirke knejse højt over landskabet. Med Røde Port projektet er der nu lagt op til, at billedet skal forstyrres af et hotel på 61 meter. Og ikke nok med det: en arkitektonisk aldeles fantasiløs mørk blok med skråt afskåret hjørne.
I et TV-interview fornylig fortalte Århus-borgmesteren Nicolai Wammen om planerne der i byen for en ny havnefront. Undervejs var byrådet blevet præsenteret for et fuldt finansieret projekt – som man til entreprenørens store overraskelse afviste: arkitekturen var simpelthen for ringe, nærmest som discounthoteller ved Costa del Sol.
Den nye havnefront skulle være af en kvalitet, man kunne være bekendt – den vil præge byen de næste 50-100 år. I pressemeddelelsen beskives det endelige projekt som “en smuk og alsidig bydel på Århus havn. Åbenhed, liv og mangfoldighbed kendetegner vinderforslaget.”
Så i stedet for at acceptere det første det bedste forslag var det måske en idé om Roskilde fulgte Århus’ eksempel ved at udskrive en arkitektkonkurrence, der kunne sikre et ordentligt resultat, som respekterer Domkirkens enestående markedering af byen.
Med venlig hilsen
Peter Ditlevsen
Strandengen, Roskilde